Operaen, København
Operaen på Holmen er Danmarks nationalopera. Den blev officielt indviet den 15. januar 2005 og rummer to scener, Store Scene og Takkelloftet. Desuden indeholder huset en lang række faciliteter i form af øverum, omklædningsrum og publikumsvendte funktioner som f.eks. en restaurant samt de lette broer mellem balkonerne og scenerummet. Huset er på 14 etager, hvoraf fem ligger under jorden.
Jakon har udført tømrer- og snedkerarbejdet i Operaens auditorium og i orkesterprøvesalen. Vi har været med fra mock up stadiet og i det hele taget haft et meget tæt samarbejde med de øvrige indvolverede parter.
Træskallen, der omslutter Store Scene, er synlig gennem glasfacaden helt ude fra havnerummet. Den ligger som en stor, gylden nød midt i foyeren, hvorfra der er en 180 graders panoramaudsigt fra knippelsbro mod syd til Øresund mod nord.
Balkonforkanterne er udført i ahorn og forarbejdet på vores værksted, hvorefter de er bejdset og lakeret. Det er samme procedure, der anvendes af violinbyggere.
Den store orkesterprøvesal ligger lige under auditoriet og Store Scene. Ligesom for det øvrige byggeris vedkommende er der foretaget minutiøse akustiske beregninger, som har dannet grundlag for den endelige udformning af bygningselementerne.
Operaen indeholder en lang række detaljer, som tilsammen er med til at gøre byggeriet unikt. Udformningen af de enkelte elementer er valgt med skyldigt hensyn til både det æstetiske indtryk og til den akustik, der har placeret huset i den internationale topklasse.
|
Bygherre: A.P. Møller Fonden
Byggeår: 2004
Bruttoareal:
41.000 m2
Arkitekt: Henning Larsens Architects A/S
Ingeniør: Rambøll Danmark A/S
Entrepriseform: Fagentreprise samt partnering mellem bygherre, rådgivere og entreprenører i den afsluttende fase
|
Se projektet i PDF
|
|